Q'&'A

Søren rørbæk

I anledning af Oliver Furniture's 20-års jubilæum ser vi tilbage på, hvordan det hele begyndte i 2003. Søren Rørbæk, grundlægger, med en fortid som møbelsnedker, så muligheden i markedet og manglen på kvalitetsmøbler til børn.

Q:

Du grundlagde Oliver Furniture for 20 år siden. Hvad tænkte du i starten?

A: Jeg har været selvstændig snedker og møbeldesigner i en lang årrække, men efter mange år med overfyldt kalender blev der brug for en ny start. Jeg lavede altid mange møbler hjemme til husbehov. Men på et tidspunkt begyndte folk at efterspørge de hylder og vitrineskabe, som jeg lavede. Samtidig kom min søn Oliver til verden, og der manglede vi børnemøbler til vores stue. Det er jo i stuen og køkkenet, vi opholder os mest sammen som familie. Så kom der fokus på møbler til de mindste.

Det startede med en slagbænk, og så voksede det. Det blev til et bord med stole, og små klædeskabe som børn selv kunne hænge sit tøj i. Jeg nedskalerede voksenmøbler til børn. Jeg lavede et par stykker af hver, og de blev ret søde. Men det var ikke planlagt, at vi skulle lave børnemøbler, og vi havde heller ikke lavet en forretningsplan. På det tidspunkt var Oliver Furnitures voksenmøbler godt repræsenteret i forskellige livstilsbutikker, men interessen for børnemøbler steg.

Vi kunne se, at der var et hul i markedet og efterspørgsel på praktiske, pæne og langvarige børnemøbler. Der ramte vi en niche. Børnemøbler, som ikke nødvendigvis skulle være i et børneværelse, men sagtens kunne stå i stuen eller mellemgangen.

Uden store planer og omhyggelige strategier solgte og udviklede vi flere og flere børnemøbelprodukter. Da finanskrisen ramte i 2008/2009, var det nødvendigt at reducere og fokuser forretningen.

Når man driver en forretning, så skal det være spændende og sjovt, men det kræver en sund økonomi. Det er en forudsætning, at det hele hænger sammen. Vi besluttede at gå all in på børnemøbler, og fasede voksenmøblerne ud.

Q:

Hvad inspirerer dig?

A: Inspirationen fra bygninger og arkitektur fascinerer mig. Tanken om, at kunne omsætte elementer fra arkitekturen til møbler, har jeg altid med. Jeg benytter mig meget af historik, og de ting som er skabt gennem tiden. For eksempel synes jeg at Juno sengen er fin og indbydende. Jeg elsker de gode nordiske design klassikere. Det er funktionelle og æstetiske møbelstykker.


Sikkerhed er et afgørende element når det handler om børnemøbler. At få sikkerhedselementerne med i designet helt fra bunden er en intellektuel udfordring. Med Mini+ serien startede processen faktisk lidt bagvendt. Udgangspunktet var de 3 sikkerhedsstandarder for babyseng, juniorseng og høj-/køjeseng, og derefter begyndte jeg så at tegne møblerne. Og det har været muligt at udvikle en babyseng, som kan bygges om til juniorseng, en høj seng og faktisk også til en køjeseng, vel at mærke hvor alle dele overholder de sikkerhedsmæssige standarder.

Når jeg tegner, ved jeg kort efter, om jeg kan lide det eller ej. Jeg har masse af skitsebøger med tusindvis af tegninger, som aldrig blev til noget. Jeg fornemmer med det sammen, om jeg skal bruge mere tid og udvikle møblet, eller om jeg skal lade det ligge.

Mange rejser og forskellige udlandsophold bekræfter at mine rødder er hjemme i Danmark. Det spejler sig i mine møbler. Jeg ved, hvor jeg er hjemme, og jeg kan ikke give slip, selvom jeg nogle gange prøver at udfordre mig selv. Jeg bruger også gerne de sammen elementer, bl.a. eg og birk. Det passer godt til mine nordiske rødder, sammen med klassisk æstetik og en funktionel holdbarhed.

Q:

Hvordan finder du på et nyt møbel?

A: Jeg tegner møbler, som der er behov for. De behov møder jeg i vores eget hjem, i vores familie, hos vennerne, men også blandt mine medarbejdere. Det handler om at producere noget, som kan bruges. Det skal være meningsfyldt med værdi og høj kvalitet. Det giver respekt for produktet, og sammen med design og kvalitet sikrer vi en lang levetid for vores møbler.

Jeg er glad for Mini+, fordi vi har skabt et produkt, som kan udvikle sig til flere senge. Her snakker vi om en babyseng, som kan blive brugt til børn i alderen op til 9 år. Det lykkes at lave en god teknik med en ombygning, som er pakket ind i pæn design. Samtidig er alle produkter indenfor serien enestående og ikke afhængig af hinanden. Jeg synes at Mini+ både taler lidt tilbage til nostalgien og samtidig er moderne. Lige meget i hvilket hjem den står, så fremstår den med et klassisk look.

Der skal være plads til fritidsinteresser og tid til at være sammen med familien. Så har vi også alle sammen noget spændende at fortælle dagen efter. Det giver os fælles motivation og inspiration.

- Søren Rørbæk -

Q:

Hvordan ser du verdenen, her 20 år efter?

A: Jeg har aldrig drømt om en stor virksomhed med en høj omsætning. Det vigtigste for mig er at kunne være mig selv og have tid til at være sammen med min familie. Det er mig, som tegner og udvikler møblerne, men mine medarbejder spiller lige så stor en rolle for virksomheden, som jeg gør. Med mig alene vil Oliver Furniture ikke stå her, hvor vi er i dag.

Vi har produceret det sammen sted i over 10 år, det giver en god relation til de folk på fabrikken, som arbejder med vores møbler på daglig basis. Relationer er afgørende for mig, jeg bliver ikke træt af folk – tværtimod så bliver de mennesker, jeg kender mere og mere interessante.Trivsel for både mine ansatte, forhandlere og kunder er afgørende.

Jeg er glad for at have lavet en forretning som de fleste forhandlere og forbrugere synes er troværdig. Vi har opbygget en god og langvarig relation til vores samarbejdspartnere, det er jeg meget glad for. Og vi har skabt et arbejdsmiljø, hvor vores medarbejder gerne vil være med.

Det handler om, at work-life balancen mellem arbejdspladsen og hverdagen på hjemmefronten hænger sammen. Alle ansatte i Oliver Furniture har børn, og grundfilosofien er, at arbejde er noget man ikke tager med hjem.